Hovedmeny


Været på Gråfjellhytta
Avlest //
Værstasjonen er nede for vedlikehold

Været i Brygfjelddalen
Avlest 12/08/2013 00:14
Temp 8.3 °C
Nedbør time/dag 0.0/0.0 mm
flau vind fra ØstNordØst
(0.9 m/s)

Tags











Oxtinderne (DNTs årbok 1903)

OXTINDERNE

K. Bing. Fra Den Norske Turistforenings Aarbog 1903

Efterhvert som Turistlivet kommer at udvikle sig i Helgeland, vil selvfølgelig ogsaa det pragtfulde Fjeldparti nord for Røsvandet, Oxtinderne, mer og mer tildrage sig Opmærksomheden. Skjønt det – i alle Fjeldlande – er et Mindretal af de Besøgende i vedkommende Distrikt, som gør Afstikkere fra de opstukne, magelige Ruter og giver sig i kast med de mindre tilgjængelige Tinder og Bræer, saa er det dog dette Mindretal, hvis Reiser og Hændelser særlig bidrager at give vedkommende Distrikt sin Tiltrækning og Charme som Turiststrøg.

Hvormange Procent af de Reisende i Schweiz f. Ex. er det vel, som bestiger Montblanc og Matterhorn eller vandrer over de store Gletschere? Det er ikke mange, og dog er det disses Ture, som lægger sit romantiske Skjær over Schweiz som Turistland, dog er det disse forholdsvis faa, som faar mest Elsk til Landet, og som ved sine Beretninger særlig henleder Opmærksomheden paa Schweiz og holder Interessen for dette Turistland vedlige.

Helgeland har mange prægtige Fjeldgrupper inden sit Omraade, ude ved Havet saavel som inde i landet. Oxtinderne vil imidlertid blant Turisterne sikkerlig komme til at staa som No. 1 af disse Grupper. De er de høieste af dem alle, har vakre former, er forholdsvis vanskelig tilgjængelige og indtager et saa stort Omraade, at det blir rig Anledning for Turisten at vælge mellem en Flerhed af Ture og til selv at udfinde nye Kombinationer, en av Fjeldturisternes største Fornøielser.

En Ulæmpe, som iallfald har mødt hver eneste af de faa, som hidtil har gjort mere eller mindre vellykkede Forsøg paa at trænge ind i denne Fjeldregion, er Skodden, som er en særdeles hyppig Gjæst, og som kan komme pludselig, uden Varsel, Ja, selv naar man i Dal og ved Strand har det vakreste Veir og dernede synes at bemærke, at Bræen saavelsom Fjeldene ligger der i tindrende Klarhed, kan det alligevel ofte hænde at man tager mærkelig feil, at der over de store Sneflader ligger et tyndt, neppe synligt Taageslør,som ikke gaar væk Dagen lang, og som er tæt nok til at indhylle Brævandreren i et eneste graat Einerlei, som berøver ham enhver Udsigt.

Men for Fjeldmanden gjør denne og andre slags Vanskeligheder Fjeldturen end mere pikant; han føler end mere Tilfredsstillelse, naar han trods Vanskelighederne alligevel tilslut opnaar at faa nyde al Fjeldverdenes Herlighed. Selve Vanskelighederne, at komme sig frem, hvor Terrænet synes at forbyde Fremtrængen, og styre ret Vei,hvor Skodde og Mørke gjør alt sit for at bringe en ud af Kursen, det er noget, som med Rette bringer de mange til at afholde seg fra den Slags Turer, men som for den erfarne Fjeldmand har noget ligefrem tillokkende. Akkurat som med Sportfiskeren, som har mere Fryd af at faa den ene gjenstridige Lax paa sin Stang end at faa 100 i al Mag i Nøter eller Kar.

Oxtinderne bestaar af tildsammen 11 mere udprægede Fjeldtopper. Den høieste af dem er Oxskolten, 1912 Meter o.H, Nordlands høieste Top. I hele det nordlige Norge, i Tromsø Stift, er der bare en Fjeldtop, som ifølge Opmaalingerne overgaar den i Høide, nemlig Bræfjeldet (lappisk Jæggevarre) paa Lyngenhalvøya i Tromsø Amt, hvis Høide er maalt til 4 Meter mere. Bræfjeldets brede, langstrakte Top er imidlertid dækket af et mange, vistnok 15-20 Meter tykt Snelag, mens Oxskoltens Top er snebar. Regner man derfor efter det faste Fjeld, saa naar Oxskolten høiere op end Bræfjeldet. Det kan ogsaa tænkes at Sneen paa Bræfjeldet i varme Somre efter forudgaaende ringe Snenedbør kan smelte saa meget, at Bræfjeldets Høide, Snekaaben medregnet, blir mindre end Oxskoltens Høide.

Kort og godt: Oxskolten er 1912 Meter høi. Bræfjeldets Høide er – varierende! Oxskoltens Udseende er eiendommelig. Navnet vil give en Anelse om Formen. Den vakreste af Topperne er Oxhornet, 1907, M.o.h., en udpræget Tinde med bratte, men regelmæssige, for en stor Del sneklædte Sider. En af de laveste, Sørtind, 1562 M., har skarpeste Fjeldkam, og det turde være en ret interessant Opgave for en flink Fjeldmand at traversere denne Top. Med Undtagelse af Oxkalvene, tre Topper paa Vestsiden af den nordlige Oxtindbræ,henholdvis 1676, 1550 og 1592 M. høie og af mere massive Former, samt Toppen (1868 M.h.) strax syd for Oxskolten, har de alle Tindefacon.

Oxskolten er vistnok døbt saaledes af Opmaalerne i 1883. Den i Gruppens Centrum beliggende 1808 M. høie Top, hvor den geografiske Opmaaling har opført en høi varde, benævnes paa Kartet Oxtinden. Ellers har ingen af de enkelte Tinder havt sine særskilte Navne. Da nærværende Forfatter besøgte Fjeldene i 1900, gav han enkelte af Fjeldene og Bræpartierne Navne, og for at betegne, hvilke er hvilke, er ovenfor samtidig tilføiet Høiden paa hvert enkelt Fjeld.

Det vakreste Syn av Oxtinderne har man fra Umaavandet lige ved Rigsgrænsen. Herfra viser sig Oxskolten, Oxhornet, Svartfjeldet (1868 M.) og Stekvastind (1751 m.) i al sin Herlighed. Disse fire østlige Oxtinder danner en Gruppe for sig og kaldes af Befolkningen med et fælles Navn: Austtiderne. Ogsaa Oxtinden sees herfra.

Fra Leirskardalen i Korgen, hvor man hos Kristoffer Fjelddal vil kunne erholde passabelt Logi, kan man enten tage over Leirskarelven ved Gaarden Fjelddal (paa Kartet: Skaret) og under meget jevne Stigningsforholde naa op til Mørkbækkens Udspring af Mørkbækbræen, hvorfra man gaar en halv Times Tid østover langs Ryggen af Graafjeldet for saa at bøie mod Syd ind paa Oxtindbræen. Dette er den mageligste Vei til Oxtindbræen og de fleste af Oxtinderne. Eller man kan fra Fjelddal følge Dalen indover langs Leirskarelva paa dennes Nordsie (som oftest i nogen Afstand fra elven, hvad Terrænforholdene selv vil tilsige en), og trænge sig ind paa Oxtindbræen i det trange pas nord for den nordligste af Oxtindkalvene. Paa den del af Bræen, man her kommer ind paa, Oxtindbræens nordostlige Arm, forekommer adskillige oftest snedækte Sprækker, saa man ikke tør gaa over dette Bræparti uden flere i Følge og bundne i Tau (med 6-8 Meters Afstand mellom hver Person). Men tager man denne Forholdsregel, bør Tilstedeværelsen af skjulte Sprækker (de aabne, synlige er ufarlige), ikke afskrække, og ad denne Vei kommer man til Foden av Oxskoltens Nordvest-Eg, hvorfor Bestingingen af “Skolten” lader sig udføre uden synderlig Vanskelighed.

Austfra kan man tage som Udgangspunkt Fjeldstuen Umbugten, hvor der er godt Kvarter, eller den af Finner beboede Gaard Høgstaby i Sverige. Fra et af disse Steder ror man paa Umaavand, til man er i Høide med Græsvandet, tager saa langs Sydsiden af denne indtil Spjeltfjeldalen. (I Baad over Græsvandet vilde være at foretrække, og Baad lader sig vistnok uden større Vanskelighed praktisere fra Umaavand op i Græsvandet.) Fra Spjeltfjeldalen stiger man op til Oxhornets østlige Udstikker, paa Kartet betegnet med Høiden 1278 M., og herfra i Sydvest opover den lille, men bratt Charles Rabots Bræ, – opkaldt efter den franske Naturforsker, som før nogen anden foretog videnskapelige Undersøgelser af bræforholdene i disse Egne-, indtil man naar Skaret mellem Oxskolten og Oxhornet, og saa med et er inde paa Høiden af Oxtindbræen. Fra det nævnte Skar kan man i Løbet af en halv Times Tid bestige Oxhornet, som byder paa en vindunderlig vid og vakker Udsigt til alle kanter, hvad nærværende Forfatter som under første Bestigning af dette Fjeld heldigvis havde glimrende Veir, havde Anledning til at konstatere. Fra Oxskolten, hvis Top ligger lige ved, og kun er 7 Meter høiere, maa man selvfølgelig have samme Udsigt. Ogsaa fra Nord, fra Kjendsvandet, og fra Syd, fra Røsvandet, er Oxtinderne tilgjængelige. Ovenfor er omtalt de mindst besværlige Adkomster.

Theodor Kasparis Okstindtur

Og saa bær det ind i den nordlige del av Røsvandet. Den utsikt, som aapner sig, naar dampskipet runder Hjartfjeldnesset og sætter bent over fjorden til gaarden Sundsaasen, er utvilsomt en av de vakreste i Norge. Foran meg, i en egen dyster uveirsbelysning, stiger Okstindene ret op av sjøen i en høide av over 1500 m. Høiden over havet er som nævnt ca 1900 m.

Uveirsstemningen stiger utover kvelden. Blaasvarte tordenbolker seiler indover tindene. Fjordspeilet skifter uavladelig farve – fra blaat til kobberbrunt og blaasort. Ved gaarden Bessedør aapner utsikten sig ind til Okstindenes allerhelligste. Deroppe, i en høide fra 1600 til 1000 m. Over havet, slipper isbræen sin blaagrønne likfell nedefter fjeldsiden. To kvasse kulsvarte tinder staar nedenunder paa vakt paa hver sin side av indgangen.

En iskold brægufs stryker nedefter, da dampbaaten stopper for gaarden Bessedør. Bessedør – ja, her er visselig indgangsdøren til Okstindenes vilde forrevne alpeverden, et fjeldparti som i nogen grad minder om Skagastølstindene i Lyster. Alle andre Røsvandsfjeld trækker sig her ærbødig tilbake. I dyp underdanighet staar Hjartfjeldtind i sin kobberbrynje tversover fjorden og venter paa høieste befaling. Ret under dette fjeld, og altsaa tversoverfor Bessedør og Okstindene, ligger gaarden Linvik, hvor jeg skal overnatte, ganske visst en av de eiendommeligst beliggende gaarder i hele Norge.

Den samme tunge høitidelige stilhet, som hviler over hele naturen her, har ogsaa sat sit præg paa gaardens folk; den ældre generation ialdfald. Det er den fineste, mest velstandsmæssige gaard, jeg endnu har set ved Røsvand. Lune hyggelige stuer med alskens utskaarne møbler, stoler, border, skaper; men det hviler en viss stille tilbakeholdenhet over vertskapet. Det ellers saa lyse nordlandshumøret har kanske ikke saa let for at komme op her – like under Okstindene.

Omtrent ved 2-tiden om natten vaakner jeg og ser ut av vinduet. Hvor er jeg? Inde i Himalaya etsteds? – Eller kanske helst paa en anden klode? – Derute i fuldmaaneskinnet møter mine øine en fantastisk verden østenfor sol og vestenfor maane. Tversover fjordens smaakrusete kobberflate, og høit over Bessedørporten ligger tind ved tind, svarte nuter og kvasse takker og horn strødd rundt om jøkelens kolde stirrende øie. Over toppene seiler smaa fjærskyer med lysegule og blaa himmelgløt inimellem. Og hele denne eventyrverden med bræ og nut møter jeg igjen i fjordspeilet, bare at det her staar paa hodet. Jeg gaar til sengs igjen, men springer atter op. Nei, her er ikke tid og sted til at sove. Ialdfald ikke før jeg har rørt strengene til Nordlandseventyrets pris: I midtsommernattens forklarede ro fortryllet et Alfeland sover. Men lønlig har fuldmaanen bygget en bro av sølv over Røsvandets vover. Se. Timen er inde. Nu løs dine sko! Stig ut! Vi vil liste os over! Deroppe, bak Bessedørs svimlende ur, der vildrer de farende vinde. Hør, fjeldbækken, knuget og klemt i sit bur, saa trodsig han staaker derinde! Men høit over jøkelens dype azur der vinker den skinnende tinde. Derinde har eventyrkongen en hal. Det ljomer av fløiter og giger, og tusene søiler av ædelt krystal mot hvælvingens perlemor stiger. Hitind skal du vandre, naar dagen er all, og solen bak kimingen viger. Men stiger hun atter som dronning av hav og gylder den seilende skute, Da skynd dig tilbake, grip hastig din stav, stig ned, før den farver din rute, før fuldmaanen bryter sin brobue av og melder, at festen er ute.

Fra Okstinderne av Adolf Hoel

FRA OKSTINDERNE AF ADOLF HOEL (Kartbladene Ranen, Røsvand, Krutfjeld, Umbugten [Junkeren]).

Sommeren 1908 gjorde jeg en reise for Norges geologiske undersøkelse i Okstindernes omraade og havde da anledning til at foretage flere bestigninger og adskillige brætraverser. De høieste topper finder man i øst, hvor Oksskolten naar 1912 m. Den er det nordlige Norges 3die høieste tind og overgaaes kun af Jægge varrre i Lyngen, 1915 m., og en af Sulitelmatopperne, 1914 m. K. Bing har omtalt de første bestigninger i Okstindernes gruppe1. Men der er i hans beretning endel unøiagtigheder, som jeg vil rette paa. Han nævner den franske geograf Ch. Rabot som den første, der gjorde videnskabelige undersøkelser i Okstinderne (1883). Men dette forholder sig ikke saa.

Den første som foretog reiser i videnskabelige øiemed her og tillige den første, som foretog en bestigning, hvorom der foreligger en paalidelig beretning, var den senere direktør for Sulitjelma O.A. Corneliussen. Han reiste heroppe sommeren 1875 for Norges geologiske undersøgelse. Han har i den undersøgelsen indleverede dagbog meget udførlig skildret sin bestigning af Okstinden 31/7 1875. Han gik op fra Brygfjelddalen og tog op paa Mørkbækbræen, derfra mod vest over bræen og besteg Okstinden fra syd. Han gik ned ad tinden samme vei og kom ned Leirbotnskaret.

Top 1830 er vistnok ikke, som Bing omtaler, besteget av ingeniør Melander. Derimod har han besteget Okstinden, paa hvis top jeg fandt hans navn indhugget i en sten. Den letteste adkomst til Okstinderne har man fra Leirskaret, hvor man faar godt logi hos Kristoffer Eriksen Skaret (Fjelddal). Jeg kom herop midt i slaataannen, i begyndelsen af august. Fra midten af juli til midten af august er det altid vanskeligt at faa folk med paa fjeldene i Nordland. Jeg blev staaende aldeles fast, indtil det omsider lykkedes at faa med en 75 aar gammel fin, Klemmet Persson Krokan. Denne gamle fin havde været med saa at sige alle, som havde reist i Okstinderne. Han var med Ch. Rabot, med kaptein Gringsgaard og de andre opmaalingsofficerer, Melander og Bing. Han boede ¼ mils vei ovenfor den øverste gaard i dalen. Her havde han indrettet sig en bolig under en stor sten oppe i uren. Han selv, hans kone og et par kjør boede i samme rum. I uren havde han ryddet flere smaa akerflekker og potetsakre af størrelse som et almindeligt stuegulv, og lidt høi slog han mellem stenene i uren. Han stod netop i travleste slaatten, da jeg kom. Men med finnens indgroede kjærlighed til fjeldet kunde han ikke lade en saadan anledning gaa fra sig. Han kastede øieblikkelig ljaaen og skulde bare skifte komager, saa var han færdig. Det var ikke frit for, at han blev lidt skuffet, da han hørte, at det først var imorgen kvæld, vi skulde afsted.

Endelig lørdag 8. August om kvælden kunde jeg drage fra Skaret til turisthytten ved Kjensvatn med Ergen og Kristoffer Fjelddal til at bære min udrustning. Turisthytten ved Kjensvatn har en udmerket beliggenhed for bestigning af Okstinderne. Den er opsat i 1905 af Helgelands turistforening, som under ledelse af sin energiske formand afdelingsingeniør Th. Riis har udrettet meget til fremme af turisttrafiken i disse egne. Stuen har kjøkken, en hyggelig peisestue og 2 mindre værelser og sengeplads til 8 personer.

Fra den 9/8 – 16/8 foretog jeg udflugter til de omgivende fjelde. Stadig taage hindrede bestigningen af Okstinderne, hvorfor jeg maatte holde mig til de lavere fjelde nordenfor Kjensvatn og Græsvatn. Jeg gjorde i denne tid en længre tur over til Umbugten fjeldstue. Fra turiststuen tog jeg over Græsvatn og op paa Græsfjeldet og tænkte at kunne naa Umbugten samme dag. Men tiden strak ikke til, og om kvælden naaede vi heldigvis nogle finner, som befandt sig paa flytning. De laa ved Græsvatn lige ved den svenske grænse. Det var 2 familier, den ene bestaaende af mand, kone, 2 barn og 1 ”dreng”, den anden af mand og kone. Det er en af de største herligheter ved fjeldvandringen nordpaa at komme træt og sliten til en finneleir. Man bliver da altid vel modtaget og trakteret med ypperlig kaffe med renmelk og renost i og renkjød. Disse folk laa som sagt paa flytning og havde derfor intet telt med sig, da de snart vilde naa sin gamme eller kaate. Hele familien var leiret omkring et stort baal i en vakker liden dalsænkning. Over ilden hang en gryde fuld af renkjød. Vistnok fik vi ikke komme i hus, men det var endda en trøst at være hos folk og faa mad; for det var ogsaa smaat med vor proviant. Veiret saa ogsaa truende du; det havde blæst en storm hele dagen og det lagede sig til regn. Klemmet og de andre passiarede lappisk av hjertens lyst. Tydeligvis var jeg emnet for deres samtale. Af og til kom et og andet spørgsmaal til mig om hvor jeg var fra o. S. V. Endelig var kjødet kogt. Den ældste familiefar havde hele tiden passet gryden, og han var det ogsaa, som delte kjødet du til samtlige tilstedeværende. Jeg for min part fik et helt vaskevandsfad næsten fuldt. Kjødet spistes uden brød og poteter. Den største delikatesse var marvbenene, som forbeholdtes familiens medlemmer. Verken drængen, Klemmet eller jeg fik nogen af dem. Tilslut rørtes mel i suppen, som hundene fik. Da maaltidet var endt gik man tilro, efterat et par store stokker var kastet paa baalet. Kun komagerne tog de af sig, og saa tullede de sig ind i de klædesplag, de havde for haanden. Under sig havde de renskind. Ogsaa jeg fik laane et saadant til at ligge paa. Snart var det stille og mørkt. Man hørte kun baalets knitren, den eiendommelige knirkende lyd av renhove, og nu og da et raut af en renkalv, som havde forvildet sig væk fra sin mor. Jeg holdt næsten paa at sovne, da jeg følte de første regndraaber i ansigtet, og det varede ikke længe før det styrtregnet. Det blev en nat som jeg sent glemmer. Bitterlig koldt var det. Nedover renskindet randt smaa vandbække, og snart var jeg dyvaad. Jeg laa hele natten i en døs, stivt udstrakt, da den mindste bevægelse var ubehagelig paa grund af væden. Da det begyndte at lysne reiste jeg mig op og saa mig om. Ikke et menneske at se. Hvor i al verden var de andre blit af? Finnerne er altid vant til at indrette sig paa bedste maade under alle forhold; de havde derfor staaet op, da regnet begyndte, og stukket sig ind under stene og ned i huler, som kalkstenen her er saa rig paa. Kaffen sattes nu paa. Da den var færdig drak vi kop paa kop; det smagte fortræffelig efter nattens kulde. Mad trakteredes vi dog ikke med. Jeg kjøbte en rensteg og drog tilbage til turisthytten. Veiret var nemlig fremdeles saadant, at det vilde være lidet lønnende at drage til Umbugten.

Den 14de august var endelig Okstinderne for første gang klare, og dagen efter besteg jeg sammen med Klemmet Okstinden. Vi gik op langs vestsiden av Okskalvene og besteg toppen fra nord. Veiret var straalende med udsigt vestover lige du til Trænen. Klemmet fik nu ondt i fode, saa jeg blev nødt til at tage ned i bygden. Efter megen overtalelse lykkedes det mig at faa Per Kristoffersen Fjelddal, som var med hele tiden siden. Han var i begyndelsen lidet fjeldvant, men han tog sig snart op, og han er nu meget flink og udmerket godt kjent i Okstinderne.

Den 16de satte det igjen ind med styggeveir og taage. Den 20de var endelig tinderne fri for skodde, og den 21de drog ingeniør Riis, som var kommen dagen i forveien, Per og jeg afsted for at bestige Oksskolten. Vi tog op til bræenden sydøst for østenden av Kjensvatn. Fulgte saa bræen, idet vi gik ret i syd. Man maa dog passe paa at holde godt i øst, da bræen er fuld af sprækker, særlig i den vestlige del. Hvor den bratte opstigning begynder, er der ogsaa et sterkt opsprukket parti, som vi kom over ved at passere nogle smale isbroer tæt indtil fjeldet i øst. Vi holdt os paa isen, indtil vi kom til Oksskoltens nordvestryg, som fulgtes helt tiltops. Opstigningen er paa et par steder brat, men slet ikke vanskelig. Vi var heldige med veiret. Vistnok lagde skodden sig truende over et par gange, men størsteparten af tiden havde vi et rundskue saa vidt og betagende, som man kan ønske sig. Mod vest ser man helt til de ytterste øer i havet, mod nord har man Svatisens sne- og ismasser. Mod øst ser man indover det svenske Lapplands mer flade strækninger, ligesom oversaaet af større og mindre vand. Særlig vakker er Uman med en mængde øer og holmer. Mod syd har man Røsvandet og længst borte det mægtige fjeldkompleks Store Bøargefjeld. Samtidig har man en fortræffelig oversigt over Okstindernes toppe og bræer. Vi fulgte samme vei ned. Dette er en meget lønnende og let tur. Opstigningen fra turisthytten tager ca. 5, nedstigningen 4 timer. Den følgende dag besteg Per og jeg den nordligste Okskalv (1591, ikke tidligere besteget). Fra det flade fjeld paa vestsiden af Okskalvenene tog vi opover den stupbratte fjeldside. Vi fulgte hyller som løb paa skraa opover. Flere gange stansedes vi af lodrette hammere, men det lykkedes os altid at omgaa dem. Ca. 200 m. Nedenunder toppen mente Per, at vi ikke kom længre. Han satte sig derfor her, mens jeg skulde forsøge at komme op alene. Forsøget lykkedes, og efter en times forløb var jeg atter nede hos Per, som imidlertid var sovnet. Vi tog saa fat begge to og kom os op paa ryggen i et lidet skar nord for det nordligste store skar (1509 m.). Paa nedturen tog vi gjennoem skaret 1509, som var meget let at gaa. Det er umuligt at bestige midtre Okskalv (ca 1620 m.) fra dette skar, da denne falder af mod nord med en steil styrtning. Kartet er rent misvisende.

Søndag 23de august oprandt med tyk skodde helt ned til hytten. Jeg havde nu bestemt mig til at gaa over til Spjeltfjelddalen for at undersøge fjeldene langs den svenske grænse, og om mulig bestige nogle af Okstinderne fra øst. Udppaa dagen lettede skodden og ved 4 tiden var alle tinder klare. Vi drog da afsted og satte kursen for en ubeboet finnekaate paa vestsiden af den store sydgaaende bugt paa Græsvatn. Vi gik over den sydligste del af Okstindbræen og kom til kaaten sent paa kvelden. Efter en bitterlig kold nat i den tomme kaate drog vi dagen efter over Skullenfjeld til en beboet kaate sydøst for Spjelthaugen. I nogle smaa vand øst for kaaten saa vi masser af gjæs, som var svært sky. Kaaten eiedes af Nils Persen, der havde mellem 2 og 3000 ren og var en af de rikeste finner paa disse trakter. Dette merkedes ogsaa paa stellet hos ham, som var yderst pent og rensligt i modsætning til hvad det pleier at være hos finnerne. Det virkede ganske eiendommeligt her at faa nyheder fra udenverdenen i form af Stockholmsaviser. Vi laa 5 nætter hos disse folk, rigtignok ikke i kaaten, for der var det ikke plads, men under en stor sten i nærheden. Kvældene tilbragte vi rundt baalet med at koge og spise renskjød, og mangen fortælling fik jeg høre, som gav mig et godt indblik i den bitre strid mellem nomade og bumand.

Den 26de august havde vi en strid dag. Vi gik da fra kaaten ved Spjelthaugen mod vest over dalen og opover fjeldryggen mod top 1602 (ikke tidligere bestegen). Over denne og ned i skaret mellem 1602 og 1868, hvorfra vi tog over bræen op til norvestryggen af Stekvastind (Bing)(1751 m., ikke tidligere besteget), fulgts saa ryggen til toppen. Opstigningen til top 1602 var flere steder vanskelig med lodrette berghammere. Fra Stekvastind har man en pragtfuld udsigt over den sydøstligste del af bræomraadet. Ret nedenunder sig har man Stekvasdalens botn med svimlende styrtninger og udoverhængende bræer paa alle kanter. Fra Stekvastind gik vi sydover følgende den knivkvasse eg. Da vi kom ned paa Stekvasakslen begyndte det at mørkne. Efter en slem nedstigning gjennem lien ovenfor Stekvaselven gaard kom vi omsider i hus.

Disse bratte lier i Nordland er noget af det værste man kan komme du for. Som regel bestaar fjeldet af kalksten, som har en mængde fordybninger og huler. Vegetationen er rent tropisk og bestaar foruden af birk af mandshøie urter; turt, kvanne, tyrhjelm og forskjellige bregnearter. Man ser ingenting, forsvinder ret som det er i en fordybning eller snubler over en træstamme, reiser sig for atter at glide overende over en eller anden saftig plante og rutscher ofte lange strækninger. Regner det samtidig er det næsten som at gaa i vand opunder aarmene.

Søndag den 30de sagde vi farvel med de elsværdige folk paa Stekvaselven og kom samme dag til Bessedør. Veiret havde været daarligt i det sidste; men den 1ste september klarnede det op, og jeg bestemte mig derfor til at gjøre en længere tur den dag. Jeg vilde forsøge at komme op paa Bessedørtinden (Bing har kaldt den Sørtinden; men jeg synes at Bessedørtinden er et bedre navn) (1562 m.) og derfra langs den smale fjeldryg op paa Tvillingtinden (Dette navn bruges av bønderne ved Røsvatnet)(1830 m.). Kristian Mikkelsen Bessedør, som er en af Helgelands turistforenings førere, fraraadede mig paa det bestemteste dette foretagende. Han havde flere gange forsøgt at komme op paa tinden, men havde aldrig klaret det. Til turen vilde jeg have med en mand til. Ingen av Kristians sønner vilde; men det lykkedes tilslut at faa med Mikael Jacobsen fra Rapliaasen, som var paa Bessedør paa besøg. Han viste sig at være aldeles udmerket til at ”klænge” i fjeldet. Vi gik opover Bessedørdalen og begynte opstigningen i skaret mellem Stekfjeldet og Bessedørtinden. Vi gik op mod nordnordvest lidt øst for ryggen. Vi kom os omsider op i ca 1400 m. Høide hvor vi fandt en gammel varde. Her saa det ud som om vi ikke skulde komme længre, da eggen faldt af mod nord med en lodret styrtning. Ned mod vest fra denne indsænkning gik et skrækkeligt gjæl og til høire en stupbrat snefon en 200-300 m. Ned. Heldigvis var sneen saa meget afsmeltet, at vi fik fotfæste i en smal rende mellem sneen og fjeldet. Efter en brat opstigning langs ryggen kom vi os da paa toppen, (ikke før bestegen). Nedstigningen foregik mod nord lidt vestenfor ryggen. Her var akkurat som paa sydsiden hammere og flaag i en uafbrudt rækkefølge. Jeg slap min slægge paa toppen. Den tog en vældig fart, skaftet knækkede som en fyrstikke, og hovedet fandt jeg igjen 300 m. Lavere ved foden av fjeldet. Nedstigningen var flere steder vanskelig. Fra skaret bar det opover mod top 1681, følgende den smale ryg, som er let at gaa, naar undtages, at det var svimlende brat paa begge sider. Vi gik over toppen (ikke før bestegen), tog ned i skaret mellem 1681 og 1830 og besteg saa 1830 langs ryggen, som gaar opover mod nordvest. Ned ad tinden fulgte vi uren i vestskraaningen. Kommen ned paa bræen satte vi kursen for Oksfjældtuva (1522 m). Marschen over bræen var overordentlig trættende, idet vi sank i sneen til over ankelen. Her fandtes ikke en spræk i bræen. Efter 1 1/3 times gange var vi paa toppen af 1522. Udsigten herfra var glimrende, efter min mening den vakreste i hele Okstinderne. Solen holdt netop paa at gaa ned og kastede et magisk skjær over alle Okstinderne, som man derfra overser med et eneste blik. Som vældige jætter stak de op af det hvide snedække, den ene ved siden af den anden. Mod syd i forgrunden Røsvatnet, østenfor dette Hjartfjeld, Olfjeld og længst i syd Store Børgefjeld. I sydvest og vest Kjærrintind, Gjeittind, Brurskanken, Daartind, Lukttind, Finknæet, Visttinderne og længst borte havet og de mange eiendommeligt formede øer, Lovunden, Trænen. o.s.v. Mod nord har man de lavere fjelde søndenfor Ranenfjorden og paa den anden side af denne Svatisens bræer og tinder. Men det begynder at mørkne og vi maa skynde os for at komme udover de stygge flaag nedover mod Oksfjeldelven gaard. Vi begyndte at springe, og det bar i vild fart udover stup, snefonner og over myrer. Vi stansede ikke før vi var nede ved gaarden efter at have brugt 1 time og 12 minutter fra toppen.

Dagen efter den 2den september tog vi alle 3 opover Oksfjelddalen indtil 1 km. Ovenfor det sted, hvor dalen vider sig du. Herfra ret opover den stupbratte nordre dalside, hvor vi kom op paa den midterste brætunge. Opstigningen va flere steder meget vanskelig. Komne op paa bræen satte vi kursen for Okshornet 1724 m.3, som i 1900 blev besteget af Vikctor H. Gatty, langs sneeggen paa østsiden. Vi gik op langs den snebare nordvestryg. Gatty fortæller 4, at han byggede en varde paa toppen. Men vi saa intet spor af nogen saadan. Nedstigningen foregik over snefonnen ret mod nord. Den vanskeliggjordes ved en dyb ”Bergschrund”. Vi tog mod nord over bræen og kom ned paa brætungen vest for Okskalvene efter først at have omgaaet et opsprukket parti under Okstinden mod vest. Vi var fremme ved turisthytten ved 11-tiden om kvælden. Fra Kjensvasshytten besteg vi dagen efter den 4de september Keiser Wilhelm den 2dens tind, (Bing) 1907 m. Vi fulgte samme rute som ved bestigningen af Oksskolten. Veiret var godt fra morgenen af, men da vi var midt mellem Oksskolten og Keisertinden begyndte et vældigt snedrev, som tvang os til at søge ly i uren paa syssiden av Oksskolten. Efter et par timers forløb holdt sneveiret op, og solen stak frem og begyndte at skinne rent besat paa nysneen, som snart tog til at smelte, saa vandet flommede nedover alle fjeldsider. Vi brød nu op og tænkte at komme os op paa den ryg, som fra nord fører op paa toppen, og langs hvilken Bing foretog bestigningen. Men det viste sig snart at dette var umuligt, da et par vældige ”Bergschrund” aldeles stængte adgangen til ryggen. Vi maatte derfor gaa sydover, til vi kom ret vest for toppen. Her gjorde vi en morsom opdagelse. I 200 m. Afstand fra fjeldvæggen høres nemlig her et usædvanligt klart 3-dobbelt ekko, 2 fra syd og et fra nord. Det var yderst vanskeligt at komme opover fjeldsiden, som havde det sædvanlige udseende: steile hamre forbudne med sterkt skraanende hylder. Hertil kom smeltevandet som silte ned overalt. Vi kravlet os dog op til ca 100 m. Under toppen, hvor vi tog over en snefonn, som førte bort til den omtalte ryg; denne fulgtes saa titops, hvor vi fandt Bings varde aldeles ubeskadiget. Paa toppen indfandt snedrevet sig paany. Nedover fulgte vi ryggen mod nord og vi var saa heldig at slippe over ”Bergschrundene” paa et sted, hvor de var mindre dybe. I ca. 1000 m. Høide afløstes sneen af regn, som fortsatte under hele nedstigningen til hytten.

I de følgende dage var veiret slet hele tiden, med regn nede i bygden og sne i fjeldet. Jeg foretog den 6te overgang fra Oksfjeldelven til Bessedør. Gik gjennem Oksfjelddalen, langs bræen her og besteg top 1223 fra øst. Herfra om Oksfjeldvatn og ned bræen til Bessedørdalen. Den 11te september hørte uveiret op. Det viste sig da, at de høieste tinder var aldeles snedækte. Jeg foretog denne dag, sammen med Per fra turiststuen, en bestigning af mellemste (ikke før besteget) og søndre Okskalv. Vi gik op fra vest i skaret mellem de 2 toppe. Opstigningen var meget let. Nedturen lagde vi gjennem skaret mellem Okstinden og Okskalvene. Efter vor nedkomst til stuen laa de sneklædte Okskalver i den vidunderligste ”Alpenglühn” til længe efter solnedgang.

Bræerne har ingen navne paa kartene. Da jeg har afmerket flere bræer, hvis stand for fremtiden vil blive maalt, vil det være af betydning at have saadanne. Jeg vil derforr foreslaa følgende navne, av hvilke de fleste knytter sig til forhaandenværende fjeld- og dalnavne. Bræ ved Mørkbækken: *Mørkbækbræ (12). Bræ paa vestsiden af Okskalvene: *Vestre Okstindbræ (1). Bræ paa østsiden af Okskalvene: *Østre Okstindbræ (2). Botnbræ paa nordsiden af Oksskolten: Oksskoltbræen (3). Bræ mellem Oksskolten og Keiser Wilhelm den 2dens tind: Charles Rabots bræ, Bing (4). Bræ mellem Keser Wilhelm den 2dens tind og Svartfjeldet: Corneliussens bræ (5). Bræ sydøst for Svartfjeldet: Svartfjældbræen (6). Største bræ i Stekvassdalen: *Vestre Stekvasbræ (9). Hængebræ paa nordsiden af dalen: Mellemste Stekvasbræ (8). Hængebræ paa nordøstsiden af dalen : Østre Stekvasbræ (7). Bræ i bunden af Bessedørdalen: *Bessedørbræen (10). Bræ i bunden af Oksfjelddalen (ved Bleikvatnet): *Oksfjeldbræen (11). De med * betegnede er afmerkede. Da det er af stor vigtighed for studiet af bræernes forandringer at erholde fotografier, vil jeg henstille til turister, som færdes her, at tage fotografier af brætungerne, helst 2 af hver bræ fra forskjellige standpunkter, og velvilligst sende kopier eller udlaane plader til kopiering til Norges geologiske undersøgelse. Underretning om, naar billedet er taget, samt nøiagtigst mulig angivelse ag standpunktet vil det ogsaa være nødvendigt at medsende.

For at undgaa konfusion i fjeldtoppenes navne vil jeg ogsaa meddele en fortegnelse over de paa de topografiske karter opførte og de af Bing og mig foreslaaede: Oksskolten (1912 m.), Keiser Wilhelm 2dens tind (1907m.), Svartfjeldet (1868 m.), Stekvastinden (1751 m.), Okskalvene ( 1591m. – 1620 m. – 1676 m.), Okstinden (1808 m.), Tvillingtinden (1830 m.), Bessedørtinden (1562 m.), Okshornet (1724 m.), Oksfjeldtuva (1522 m.).

Drama på Bessedørbreen

DRAMA I OKSTINDENE

Fortalt av Olav Heggmo Bessedør

Det som her skal berettes om hente for trettiseks år siden: nemlig den 11. April 1949. Antony Kongsdal og Kari Langklopp var i besøk hos oss på Heggmo, og hadde slik lyst å ta en skitur i fjellet, jeg skulle være med dem som los. Tidlig på formiddagen tok vi skiene på og dro opp gjennom Bessedørdalen, med Okstindene som mål. Etter en lang marsj var vi kommet helt opp til breen, der ble vi innhentet av min eldste bror Kristian, som sluttet seg til oss. Vi fortsatte så oppover breen til venstre for en bergknaus, opp på den knausen var isen berr og tagget. Da vi kom oppom disse taggene, oppdaget min bror en åpen revne i isen, han gikk bort åt sprekken for å ta den nærmere i øyensyn, vi andre gikk også dit. Kristian bemerket at det var rart at det var åpne sprekker i isen vinterstid.

Nå krysset jeg sprekken ved den åpne enden for å titte ned i og se hvor dyp den var, men ble kulsen da jeg så ned i det bunnløse svelget. Kristian som sto mittfor åpningen, parallelt med sprekken og litt lenger fra det åpne hullet, enn der hvor jeg nettopp hadde gått over, stakk staven hårdt i isen. I samme stund hørtes et brak og en langvarig rumling, jeg tok et hurtig skritt fram, det kjentes som om grunnen sviktet under bena mine, snudde meg rundt mens jeg fremdeles hørte bulderet av snø og is som styrtet ned i dypet. På den andre siden av det stygge svelget sto Kari og Antony med gru og redsel malt i sine øyne, sistnevnte med skituppene i den løse luft over avgrunnen, men der hvor min bror hadde stått, sås kun et stort hull. Nå tøvet vi ikke lenge med å finne ut at en av oss måtte hente hjelp snarest, mens de andre ventet på ulykkesstedet. Jeg dro da i hui og hast nedover.

Kommet hjem fortalte jeg så skånsomt som mulig om ulykken, de ble som ventelig var meget forferdet, i sær mor, som ikke likte at vi skulle opp på tindene. Nå fikk jeg mobilisert mine brødre, Johan og Mikal, for en hurtig redningsaksjon. I mangel av noe bedre, knyttet vi sammen alle rep vi hadde, til et provisorisk tau, vi tok også spade og øks med, og la i veg i full fart.

Da vi kom til ulykkesstedet, fortalte Antony at de hadde hørt det banket nede i sprekken en halv time etter at jeg var gått for å hente hjelp. Nå lot jeg dem heise meg ned i hullet, det gikk bare bra, fikk også øks og spade heist ned. Der så jeg en fot stikke opp av snø og is, i det samme rørte den på seg så den kakket med skoen i isveggen. Det var bankingen de hadde hørt. Ved hjelp av de medbrakte verktøy fikk jeg frigjort min bror og bundet det provisoriske repet rundt livet på ham, så kunne de begynne å heise ham opp. På kanten av sprekken stod Kari og dirigerte det hele. Da de hadde fått ham nesten opp, røk tauet så han falt ned igjen, heldigvis var snøen meget løs der han havnet. Etter å ha jevnet til kanten av sprekken og fjernet overhenget som hadde forårsaket uhellet, gjorde vi et nytt forsøk, som lyktes.

Nå var det å rigge til en skikjelke som vi kunne dra Kristian hjem på, men vi fant bare den ene av skiene hans, så jeg lånte bort en av mine, snøen var nemlig så hård at jeg kunne greie meg med en ski. Nå kom Kåre Sundsli og Gunvald Valen for å hjelpe oss, de hadde med seg et langt tau. Vel nede i Bessedørdalen møtte vi vår far og farbror Mikal, de trakk en stor skikjelke etter seg, den hadde syttiåringene dratt en strekning på 6 kilometer. Det virket litt pussig, etter som Antony en stund før hadde sagt at vi vel ikke kunne fortelle Ingebrigt, vår far, om ulykken. Da vi kom hjem, ventet en Svensk lege på oss for å ta seg av den som var kommet til skade, han kom fra Steikvasselv, hvor han var på påsketur. Han undersøkte den tilskadekomne og la bandasje på noen sår som han hadde i hodet. Dagen deretter kom også distriktslegen i Hattfjelldal og så til pasienten. Det var jo et Guds under at det hele endte så godt som det gjorde. Så etter en ukes sengeleie var Kristian kommet seg på bena igjen”

Klemet Persson

KLEMET PERSSON

Av Per Jomar Hoel Den Norske Turistforenings årbok 1979.

Stoffet til denne artikkelen har Per Jomar Hoel i Korgen hentet fra et nyopprettet arkiv til Hemnes Turistforening og fra den muntlige tradisjon i bygda.

Klemet Persson

Fra slutten av 1800-tallet var Klemet Persson en kjent fører for fjellvandrere som ville gå i Okstindmassivet. Han kjente fjellet bedre enn noen, og han likte å vise interesserte rundt om i traktene sine. Han var anerkjent av alle, og ofte var han den første som ble spurt om føreroppdrag. I bygda hadde han kan hende større vansker med å tilpasse seg, noe de mange historier om hans liv forteller om. På flyttefot Ryktet sier at han kom til Korgen fra Sverige sammen med sin kone, Anna. De var opprinnelige bosatt nokså langt inn i landet. Der kom han i konflikt med naboen sin. De fikk etter hvert så mye uoppgjort, at naboen bestemte seg for å gjøre opp med Klemet. Etter at Klemet hadde lagt seg, gikk han inn til Klemet. Det ble ei skarp ordveksling som endte i håndgemeng. Klemet, som nok hadde ant uråd allerede da han hadde lagt seg, hadde kniven klar under teppet. Den betenkte han seg ikke med å bruke, og naboen fikk en noe overraskende behandling. Hvordan slagsmålet endte, sier ryktet ingen ting om, men Klemet fant det i alle fall klokest å skifte bosted.

Han kom til Tängvatnet like ved norskegrensa mot Hattfjelldal. Der ble han også uenig med naboene, og tvisten der endte med at han dro til Korgen. Han fikk bo på den nest øverste garden i Leirskardalen, på et loft sammen med Anna og barna. Klemet var en fjellets mann, så han fant seg lite til rette der han hadde slått seg ned. Han var same, ikke bare av skinn, men også av sinn. Tankene hans var alltid inne på fjellviddene. Bygdelivet var ikke noe for ham. Klemethelleren Så en sommer ble han plutselig borte. At han var et eller annet sted i fjellet, visste alle, men ingen visste hvor. Etter ei tid kom han tilbake og tok hele familien med seg. Han hadde funnet en boplass der han mente de skulle greie seg. Det bar forbi Tverå, som også den gang var den innerste garden i dalen, og han la i vei langs Leirelva videre innover. Det stupbratte Tverrfjellet på ei side og ei skummende Leirelv på den andre sida av krøtterstien ville fått ukjente til å snu. Men Klemet stoppet bare ikke. Han visste at innenfor det ulendte skaret ville dalen igjen vide seg ut. Der hadde han funnet sin bergheller, hvor han hadde bestemt seg for å bo. Hvilke tanker Anna gjorde seg da hun fikk presentert sin framtidige bolig, sies det lite om, men berghelleren skulle bli heimen deres i over tjue år. Klemet hadde laget en vegg av stein, bjørkestammer og torv framfor helleren. Den ga ly mot været, og da de hadde fått ferdig gråsteinpeisen, ble det både lunt og trivelig under helleren. Rett under helleren inne i rommet, var det ei vannkilde. Den var sikker hele året, så om elva rant rett utenfor, behøvde de ikke å gå ut etter vann. Anna og Klemet var nok av de første som hadde innlagt kildevann i Korgen.

Klemet var en fullblods same, men reineier ble han aldri. Han var jeger og fangstmann. og fjellfører. Etter som åra gikk og barneflokken vokste til der under helleren, ble naturlig nok munnladningsriflas og rypesnarenes tilskudd til husholdningen i knappeste laget. De ble husdyreiere. Det ble ikke bygd noe fjøs, men deres to kyr fikk hver sin bås i den innerste delen av helleren de bodde under. Så når høstværet satte inn med regn og storm og vinteren kom med sin kulde, måtte berghelleren på 5 x 3 meter huse to kyr, en katt, to voksne og seks barn. Det ble nok både varmt og koselig der inne i stille vær, men det fortelles at når regnværet var som verst, slo vannet inn langs bergveggen, og både dyr og mennesker ble våte. Etter noen år under disse forholdene fikk han tak i ei lita tømmerbu som han reiste attmed helleren. Da ble alt likere. Dyra fikk ett rom og folket sitt eget med både seng og bord. Det ble levelig under helleren nå.

Skade gjør klok Til tross for at Klemet var en klok og anvarsfull mann, så var han og familien til en viss grad seg sjøl nok. Særlig Klemet tok alltid sine forholdsregler for å berge seg og sitt. En innebygd frykt for kanskje å bli utnyttet og dårlige erfaringer fra tidligere tider, gjorde nok sitt til at disse egenskapene av og til ga seg uvanlige utslag. Ellers hadde Klemet og familien god kontakt med folket nede i bygda som husket på og hjalp dem. Ei kone tykte synd i Anna og sendte en gang opp et tykt ullteppe som hun kunne ha i senga si. Klemet fant monn i lune teppet og tok det i si seng! Anna måtte greie seg med gamleteppet til Klemet. Risikoen for å få heim bedervet kjøtt var nok til stede. Klemet var klar over dette og tok følgene av det. En gang hadde han mistanke om at det var livsfarlig kost han hadde brakt til gards. Da gikk han klokelig fram. Han kokte kjøttet og ga en bit til katten. Den åt og levde videre. Deretter spanderte han på Anna som også overlevde. Kjøttet måtte altså være i orden, og han spiste med den største apetitt.

Klemet kom aldri helt godt overens med sine nærmeste naboer. Gardene innerst i dalen brukte landet omkring Klemethelleren til beiteområde. Dette likte han dårlig. For å få slutt på det la han kvasse gjenstander i stiene, slik at dyra skulle holde seg borte. Noen avholdsmann var han ikke. En regnværsdag traff han en mann på veien nede i bygda. Denne hadde tatt en dram eller to, men hadde også en liten på baklomma. ”Du Klemet,” sa mannen, ”hadde vi nå bare hatt et drammeglass, så skulle vi tatt oss en dram.” På grunn av regnværet hadde Klemet på seg sydvest på hodet. Den reiv han fort av seg, vrengte den og holdt den fram: ”Her har du et gjevt glass!”. Mannen skjenkte i, og Klemet tømte ”begeret” med velbehag. Det viste seg imidlertid at det nok ble i meste laget. Den gode Klemet sovnet på veikanten.Klemet Persson

”Medisinmannen” Klemet og familien levde et fritt liv – i en fri natur – og sykdom var svært sjelden der i huset. Han kjente hver en plante og laget medisiner, med avkok av røtter og urter. Kunnskapene hans på dette feltet gjorde han også til en respektert hestedoktor. Men tuberkolosen som etter hvert tok flere av barna deres, greide han ikke å overvinne. En gang måtte han gå til lege sjøl. Han hadde fått kreft i underleppa. Legen så at han hadde ventet altfor lenge, så han lot Klemet skjønne at han ikke hadde lenge igjen. Døden var Klemet lite villig til å snakke om. Han dro i stedet til fjells og kom tilbake med et fang med planter. Av disse laget han salver som han smurte på leppa. Etterpå tok han kniven og skar bort mesteparten av den. Til slutt brente han seg med et varmt jern. Noe vakkert syn ble han visst ikke etterpå, men han levde over femten år etter at legen hadde begynt å forberede han på døden. Der han ikke kom til med kniven sjøl, ble Anna nødt til å skjære. Da hun på sine gamle dager ble spurt om det verste hun hadde opplevd, var svaret i grunnen forståelig: ”Det var da jeg skar han Klemet.”

Besøk av Stor-Nila

En gang hade Klemet og Anna besøk av en svensk same som hette Stor-Nila. Kona hans, Lill-Dokka, var også med. De ble liggende værfast i lengre tid under helleren hos Klemet. Klemet, som tykte det var trivelig med bsøk, syntes likevel det begynte å gå i langdrag. Det gikk for hardt ut over matbeholdningen. Humøret tok til å vise farlige tendenser, så Stor-Nila som kjente Klemet fra før, fant det lurest å trosse uværet og komme seg vekk derfra. Men stormen og snøkavet var nok verre enn Stor-Nila hadde regnet med. Både han og kona Lill-Dokka omkom ved et vatn ikke langt fra Kjendsvasshytta. Da våren kom, og de ble etterlyst fra Sverige, ble det satt i gang leiting etter de to. Klemet og noen karer fra bygda fant begge to sittende i ly av noen steiner. Begge hadde omkommet i uværet, og vatnet ble senere oppkalt etter Stor-Nila, og har fått navnet Stor-Nila tjønna.

Med barna på skolen

Både Anna og Klemet var nøye med at barna skulle gå på skole. Skoleveien var over ei mil. Da barna var små, bodde de hos kjentfolk nede i bygda, men når helga nærmet seg, ønsket de bare at skoledagen skulle slutte, så de fikk komme seg heim til helleren. Skoleveien var farlig. Høst og vår gikk det ofte ras over gangstien, og når sørøsten var i dårlig humør, kan en ikke si at forholdene var særlig barnevennlig. Klemet fulgte dem når det var på det verste, men de fikk tidlig lære å greie seg sjøl for det meste.

Nytt bosted

To av sønnene deres dro over til Amerika og slo seg ned der. Kontakten med heimen ble alikevel ikke brutt. De skrev ofte brev, og hver jul kom det noen dollarsedler til foreldrene som ville fortsette sitt ”steinalderliv”. Da Anna og Klemet var blitt gamle, kom den ene sønnen heim. De dreiv og samlet gras på ei myr da han kom. Det ble et gripende gjensyn. Klemet tørket tårer og skyldte på forkjølelsen, og sønnen ville bare ned til helleren. Før Norgesbesøket var avsluttet, hadde sønnen kjøpt en gard langt nede i dalen. Søsteren og svogeren hans fikk garden på den betingelse at foreldrene skulle få bo der sine siste år. Hver sommer dro Klemet og Anna til Kjendsvatnet. De hadde ei kote der som de bodde i. Det var godt beite for kyrne omkring vannet, nok av fisk var det også. De lagret opp et lite vinterforråd før de dro til bygds igjen utpå høsten. Når Klemet satte garna, gjorde han alltid noe hokus-pokus med hendene etter at de var kommet i vannet. Her oppe trivdes Klemet – hit søkte han når vantrivselen med bygdelivet var som verst. Med Okstindene rett ved var det fjelluft i hvert et åndedrag. Klemets siste fjelltur På datterens gard hadde Klemet vanskelig for å slå seg til ro. Han var blitt en gammel mann, og sta var han fortsatt. I smug satte han kløv på kyrne og do til Kjendsvatnet en sommerkveld. Dalen va ikke stedet for han når molta blomstret; han ville være i fjellet. Der levde han. Men så en dag oppdaget han at køta var i brann. Han berget den ene kua, og i forsøket på å berge den andre ble han ille tilredt av flammene sjøl også. Han kom seg til Kjendsvasshytta og fikk slått seg inn med ei øks der. Litt seinere kom det folk som fikk gitt beskjed til bygda. Det var en forkommen fjellmann som ble hentet fra sin siste fjelltur. Men berghelleren er der Alt treverk til Klemethelleren råtnet ned, og bare en mosegrodd steinmur ble tilbake. I dag er den blitt restaurert av interesserte, og den skal nå være omtrent som de hadde det den siste tida – bevart i sitt rette element. Der levde Anna og Klemet, vi kan bare forestille oss deres egentlige hverdag. En mann sa en gang at når vi dør, blir vi borte, men Klemet kom for å leve evig. Det er noe i det; han lever på folkemunne -. Men egentlig er det vel også noe eget med en som før han ble oppdaget, gikk bakerst i tauet med kniven klar til å skjære over dersom en av de fremste skulle falle i en sprekk. Det virker også noe umenneskelig når en mann gjør opp varme nesten uansett hvordan været og tennveden ser ut.